I’m crazy // Two months

Her til aften har jeg siddet og kigget billeder i gennem fra de sidste to måneder af mit liv, og fra mit liv hjemme i Danmark. Og jeg er kommet frem til den konklusion, at mit liv er vildt! Jeg afsluttede folkeskolen for ca. 4 måneder siden, og nu sidder jeg i Amerika, i en alder af 16 år, hos en “fremmed” familie, og i et hus som ikke er “mit”. Jeg snakker engelsk hver dag, og det begynder så småt at gå op for mig, at jeg ikke kommer hjem før slutningen af juni. Det er utrolig lang tid, 10 måneder! Der er allerede gået to af dem, og jeg kan slet ikke forstå, hvor hurtigt det går. Snart er det december og jul. Crazy! Jeg ankom for præcis to måneder siden til Dulles Airport her i Virginia, min nye familie modtog mig, og jeg husker stadig den ekstrem lettede følelse, jeg havde over, at jeg endelig var nået frem i sikkerhed, efter min nok så forfærdelige dag i lufthavnen, hvor jeg var ved at bryde sammen hver femte minut. Jeg husker de første par dage hos familien, hvor jeg flere gange tænkte: “Hvad laver du her?”. Husker den første skoledag, hvor jeg var så nervøs og rendte rundt med at kort for at finde rundt på skolen, og hvor jeg den første uge hele tiden spurgte mig selv: “Finder du nogensinde nogle venner her?”. Men hele tiden havde havde jeg en følelse af, og sagde til mig selv, at det nok skulle gå. Jeg skulle nok finde venner og falde til. Så det gik, to måneder efter er jeg her. Jeg har fundet venner, og hverdagen er hverdag nu. Jeg har involveret mig i mange ting og prøvet så mange “amerikanske” ting allerede. Jeg har set New York, og D.C. Jeg føler mig virkelig heldig på så mange måder. Der har været dage i de to sidste uger, hvor jeg har savnet det derhjemme. Især har jeg savnet mine venner. Herovre er mine venner stadig nye venner for mig, og jeg kender dem endnu ikke så godt. Derhjemme havde jeg mine to bedste veninder, jeg havde kendt i 10 år. Jeg havde venner i skolen, som jeg havde kendt i lang tid, og det er en stor forskel at komme her og blive “kastet” ind i andres gamle venskaber. Mine venner her har kendt hinanden i lang tid. Jeg var vant til at være “med i det hele” på min skole i Danmark. Jeg stod for så mange ting, og kendte så mange. Jeg havde virkelig det bedste 9. klasses år, man kunne ønske sig. Så det kan jeg til tider godt savne. Men altså 9. klasse varer jo ikke forevigt, og jeg ved, at det her en kæmpe oplevelse. Jeg er ny herovre, og er på en måde stadig ved at finde “min plads”. Jeg kan have dage, hvor jeg føler mig lidt “nede”, og jeg savner det derhjemme. Men det der er så rart, ved at kende så mange udvekslingsstudenter er, at de føler det samme. Jeg læser nogle af pigerne fra New Yorks blogs, og kan se at de også savner det derhjemme af og til, og stadig er i den der “At falde til proces”. Det hjælper virkelig meget at høre, at man ikke er den eneste som af til kan have dårlige dage. Jeg skal bare virkelig huske på ikke at måle mig med andre udvekslingstudenter. Det lyder måske mærkeligt, men det ved jeg, at vi alle gør. Vi vil helst være der, hvor de andre er. Ligesom vi helst vil være lige så god som de andre i alle andre situationer. Jeg tror, vi alle får et virkelig godt år, og jeg ved, at alles år bliver forskelligt. Vi oplever alle så mange ting, og selvom der er dage, hvor vi føler, at intet går som det skal, så kommer vi også op igen, og ser tingene fra den lyse side. Det er virkelig den vigtigste indstilling, du kan have herovre syntes jeg: Se tingene fra den lyse side, lad vær med at tænke på alt det, du ikke har prøvet, men i stedet tænk på alt det, du allerede har oplevet. Du får også den der “nede-følelse”, fordi du har mange forventninger til dit udvekslingsår. Jeg har rigtig mange forventninger, og ville egentlig ønske jeg ikke havde det, men det kan simpelthen ikke undgås. Du hører så meget fra andre om, hvor fantastisk deres år har været, og du ser alle de amerikanske high school-tv show. Og jeg tror, at noget af det som kan gøre mig mest nedtrykt herovre er, hvis jeg føler, at noget ikke levet helt op til mine forventninger. Men jeg ved jo også, at det ikke er “High School Musical”, jeg er kommet over til. Så jeg prøver virkelig altid, som jeg sagde, at tænke på alle de ting, jeg allerede har oplevet. Jeg kigger ofte mine blog post i gennem, og jeg må sige, at de sidste to måneder er nok de mest indholdsrige i mit liv. For hvor har jeg oplevet meget. Jeg tog en stor beslutning, og jeg fortryder den ikke et eneste sekund. Jeg elsker at være her, og ville overhovedet ikke hjem, selvom nogle dage kan være hårde. Jeg begynder at komme tættere på mine venner herovre. Jeg er så glad for min værts-familie. Nogle gange tænker jeg på: Hvorfor var det lige præcis “os”, som tog den beslutning at blive udvekslingsstudenter. Hvad er det, der gør, at vi er få ud af så mange unge, som vælger at tage af sted et år. Jeg ved virkelig ikke, hvad der drev mig. Men jeg ved, at jeg har gjort noget anderledes, som jeg er stolt af, og som jeg ikke har fortrudt (indtil videre). Så jeg siger tak til “Vi unge” for at lægge en artikel op om en piges udvekslingsår, for hvis ikke jeg havde læst den artikel, var jeg aldrig kommet af sted. Ærlig talt, før jeg læste den artikel, havde jeg aldrig, aldrig, tænkt på at blive udvekslingsstudent. Undskyld for min utrolig lange tale/tanke-strøm, jeg følte bare at “to måneders-dagen” skulle have at “par ord” med på vejen.